Indlæg B: Illeris og mig

Hvordan kan jeg bruge Illeris' model i forhold til digitale teknologier?  Kan nogle af de udfordringer jeg har - og som beskrives i indlæg A - løses ved hjælp af digitale strategier?

Indholdet er - som nævnt - næsten altid givet, fordi de fag vi underviser i er styret af mål i ekstremt høj grad. Så med mindre, der er et mål, der handler om digitale teknologier, er det ikke dette parameter, man kan gøre så meget ved. Jeg kunne godt ønske mig, at der var sådanne mål, men digitaliseringen har desværre ikke afspejlet sig målene endnu i nogen af mine fag.Til gengæld er der i vid udstrækning metodefrihed, som åbner for digitale teknologier i undervisningen.
    Det undrer mig iøvrigt, hvor metoderne gemmer sig i Illeris model. Hverken indhold, drivkraft eller samspil har noget direkte med metode at gøre. Måske er det i relationerne mellem de tre, man kan finde metoden. Forholdet mellem indhold og drivkraft er i høj grad båret af de anvendte metoder - altså, hvordan man sætter indholdet i spil - og endelig, hvordan man integrerer det sociale og samfundet i læringen.

Bliver eleverne automatisk mere motiverede og lærer bedre ved, at man inddrager digitale teknologier i undervisningen? Ikke nødvendigvis. At eleverne er ekstremt interesserede i deres smart-phone er givet, men de er jo kun interesserede i den i forhold til bestemte formål. Magien forsvinder ofte, når den bruges til at søge informationer om diabetes. En kuglepen kan jo også både bruges til at skrive kærestebreve og kedelige rapporter med. Jeg tror ikke på, at man kan låne magien fra den private del af digitaliseringen og overføre den til undervisningen. Det bliver ikke sjovt eller spændende bare fordi det involverer et digitalt medie.
   Til gengæld kan man som underviser drage fordel af, at det lukkede klasseværelse er holdt op med at eksistere. På den ene side skaber dette faktum frustration hos mange undervisere pga. den manglende koncentration og fordybelse, men på den anden side åbner det for samspilsdimensionen på en måde, der ikke kan ses som andet end en gave. Vi er ikke lukket inde sammen med bøgerne længere, men kan gå på virtuelle byvandringer, når det passer os (helst når det passer underviseren).
   I samfundsfag kan eleverne f.eks. være i dialog med politikere i forhold til et givent indhold (ja, de svarer ofte på elevernes henvendelser, som jeg selvfølgelig altid skal presse dem lidt til). Dermed kan der opstå situationer, hvor en politikers svar på et spørgsmål, kan ændre retningen i undervisningen. Lidt skræmmende for underviseren til tider, men altid interessant - og næsten altid en drivkraft for eleven: Tænk at de virkelig tager min henvendelse alvorligt!!
    At væggen til klasseværelset er slået ned kan mærkes i næsten alle sammenhænge. Det er sjældent, at opgaverne, jeg laver til klassen ikke involverer søgningerne på nettet i et eller andet omfang. Det virtuelle samfund er altid tilstede - på godt og ondt, men mest på godt. Og man kan samtidig nære det håb, at den styrede brug af nettet samtidig fremmer den digitale dannelse.
    I forhold til de problematikker jeg skildrede i faget dansk i indlæg A, er jeg ikke sikker på, at digitale teknologier kan kaste tryllestøv ud over problemerne. Analyse er og bliver hårdt akademisk arbejde. Til gengæld rejser den nye digitale medievirkelighed nye og spændende problemstillinger, der klart har potentiale til at fange elevernes opmærksomhed. Begreber som fake news på Facebook og click bait er nemmere at få eleverne til at forholde til end en novelle af Sven Holm - uden tvivl pga. nærheden til dagligdagen. Men analyse er analyse, selv når eleverne ikke opdager, at det er det.
   Og så er der selvfølgelig alle de situationer, hvor man benytter sig af (måske) drivkraftfremmende og indholdsformidlende digitale teknologier, men hvor man ikke længere overhovedet overvejer, at det er det man gør: f.eks. interaktive powerpoints med små filmklip, der illustrerer forskellige pointer, som er tilgængelige for eleverne i et arkiv (ikke mindst før eksamen), eller Kahoot og Jeopardy, der alene pga. konkurrenceelementet kan tænde lyset i elevernes øjne i forhold til hvilken paragraf i serviceloven, der siger hvad. Her er der imidlertid ikke tale om noget nyt, men snarere en smartere måde at gøre noget gammelt på.